Horsens Kommune har tre centerklassetilbud, der er placeret på tre skole - Hovedgård, Højvang og Brædstrup. Alle tre tilbud varetager undervisningen af elever med primært autisme og ADHD samt tillægsdiagnoser.
Det er et særligt visitationsudvalg i Horsens Kommune, der beslutter, hvilke elever, der skal visiteres til Centerklasserne samt hvilken af de tre enheder, eleven skal visiteres til. Eleverne visiteres fra alle skoler i Horsens Kommune.
På Hovedgård Skole bruger vi betegnelsen Orange Fløj om Centerklasserne.
Orange Fløj er et skoletilbud for normaltbegavede elever fra 0. til 9. klasse, men et 10. skoleår kan tilbydes, hvis det vurderes at være bedst for eleven.
Der undervises i henhold til folkeskoleloven, og der afholdes prøver i alle fag.
I Orange Fløj understøtter undervisningen det visuelle, det strukturerede og det kommunikative med en anerkendende tilgang.
Orange Fløj har fokus på en ro-givende pædagogik – low arousal.
Hvert år, i januar/februar, afholdes der møder om den enkelte elev, hvor der tages stilling til om eleven skal fortsætte i tilbuddet, eller om eleven understøttes bedre på anden måde.
Orange Fløj har også en special SFO. Tilmeldingen skal foregå via pladsanvisningen.
Orange SFO har et tæt samarbejde med SFO på Hovedgård skole. Det betyder at der er dage og perioder, hvor eleverne fra almen og Orange er sammen om aktiviteter.
Pædagogerne, der arbejder i SFO, er også en stor del af skoledagen.
Pædagogerne informerer løbende om aktiviteterne i SFO.