Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner på Hovedgård Skole

Traditioner på Hovedgård Skole

Traditioner er vigtige for os på Hovedgård Skole. De er med til at binde os sammen og styrke tilhørsforholdet til skolen. Derfor har vi en række faste begivenheder og arrangementer i løbet af skoleåret, som vi værner særligt om. Nogle traditioner er lige så gamle som skolen. Andre kommer til, når vi får en ny god idé. 

I løbet af skoleåret oplever eleverne blandt andet: 

Bevægelsesdag

Vi har en årlig bevægelsesdag, hvor der er særligt fokus på trivsel i klasser, afdelinger og på hele skolen. Dagen er tilrettelagt med aktiviteter på tværs af skolen, hvor der arbejdes med bevægelse, samarbejdsøvelser, legerelationer, venskaber og meget mere. 
 

De grønne hjælpere 

I indskolingen fungerer eleverne på 6. årgang som hjælpere for de mindre elever. De grønne hjælpere er med i elevpauserne, hvor de hjælper med at sætte lege i gang.

Fællessamlinger 

Der er jævnligt fællessamlinger i alle afdelinger, hvor alle elever samles til fælles fagligt input, sang og musik. 
 

Temauger

Hvert år har vi en Temauge, hvor eleverne samarbejde på tværs af klasser og årgange. Temaet fastsættes fra skoleårets start og vi lægger vægt på at ugen indeholder elementer fra STEAM tænkningen.

Temaugen er noget, eleverne ser frem til, da der sker noget helt andet end den gængse skoledag. Temaugen giver mulighed for fordybelse og alsidig og varieret undervisning, der oftest foregår alle andre steder end i klasseværelserne eller i det hele taget på skolens matrikel. Som afslutning på temaugen inviteres forældre til åben skole. 

Lejrture

Alle klasser på 5. og 9. årgang tager på lejrtur. Lejrturene har både et læringsindhold og et socialt formål.

På 5. årgang går turen til Samsø og på 9. årgang går turen som oftest til Berlin.   

Motionsdag 

Fredag før efterårsferien holder vi motionsdag, hvor alle elever enten løber, cykler eller laver anden form for motion.

Samarbejde med Søvind

Hovedgård Skole er overbygningsskole, vi lægger vægt på at eleverne på de to skoler har kendskab til hinanden og at eleverne på Søvind Skole kender til Hovedgård Skole. Vi har derfor fælles arrangementer i løbet af mellemtrinnet.   

Sidste skoledag

På sidste skoledag for 9. klasse er der tradition for, at 9.-klasseseleverne klæder sig ud, og går rundt på skolen og ”kaster” med karameller og laver underholdning på sportspladsen.


På den sidste skoledag før sommerferien  mødes alle elever og personale uden for skolen og synger sommerferiesangen i kor. 
 

Mærkedage og højtider 

Årets mærkedage og højtider markerer vi også. Vi holder f.eks. fastelavn, halloween, juleklippedag, går luciaoptog og går til julegudstjeneste.