Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fællesskab på Hovedgård skole

Sådan forstår vi fællesskab på Hovedgård Skole

           Vi har plads til alle, men ikke til alt

  • Meningsfuldt fællesskab - vi byder alle ind i den fælles kultur. Vi påvirker, og påvirkes af, fællesskabet

  • Mødet med andre mennesker - vi lærer at  begå os i både sociale og faglige fællesskaber

  • Deltagelsesmuligheder for alle - vi anerkender alles plads og rolle i fællesskabet

  • Kommunikation - vi taler til og om hinanden, og andre, på en måde vi selv ville synes om at blive talt til og om.

  • Fællesskabs-ansvar - vi har alle ansvar for skolens undervisningsmæssige kultur. Delt medværtsskab mellem elever og lærere er i centrum.

På Hovedgård skole vil vi fællesskabet – vi er af den opfattelse, at en af skolens opgaver er at lære eleverne at være menneske blandt mennesker i et fællesskab. Det betyder, at vi i løbet af en skoledag - og et skoleliv - bruger tid på at skabe gode relationer i klassefællesskabet. Som elev på Hovedgård Skole skal man lære at arbejde sammen og lege med mange forskellige. Som elev skal man også lære at tage et ansvar for fællesskabet, og det kalder vi medværtsskab. Eleverne skal arbejde med medværtsskab i forhold til både faglig- og social trivsel. Når vi sammensætter klasser, hold eller grupper, udarbejdes de af det pædagogiske personale ud fra pædagogiske, sociale og faglige rammer. 

Det primære formål er, at eleverne kan begå sig i klassens fællesskab og rammer. Det er vores erfaring, at et godt klassefællesskab mindsker mobning, skaber en gensidig forståelsesramme og skaber en social og psykologisk tryghed, der gør, at den enkelte elev oplever at kunne begå sig i, og have tilhørsforhold til, klassefællesskabet.

Det er også vores erfaring, at det har stor betydning for et klassefællesskab, at forældre taler pænt med og om klassen og skolen - og hinanden -  i og udenfor skolesammenhænge.

Det er vigtigt for os, at eleverne oplever deres kammerater som en meningsfuld og betydningsfuld del af klassefællesskabet. Fællesskaber opstår ikke fordi vi får besked på, at de skal opstå, eller fordi eleverne bliver sat i samme rum. De opstår, når vi alle arbejder målrettet på det. Det handler om en styrkelse af relationerne mellem eleverne i klassen. En relation er ikke nødvendigvis et udtryk for et nært venskab, men at man kan indgå og begå sig i et formelt eller uformelt fællesskab sammen med andre.

På Hovedgård skole er vi af den opfattelse, at alle omkring skolens elever har et ansvar i at fællesskabet fungerer - det være sig, personale, elever og forældre - og vi søger altid dialogen. Det er det pædagogiske personales professionelle dømmekraft, der ligger til grund for de pædagogiske, sociale og faglige tiltag i forhold til klassefællesskabet.

På skolen arbejder vi målrettet på, at eleverne får en god relation til hinanden, og vi forventer, at skolens forældre bakker op om dette; også ved at tale pænt om skolen og klassekammeraterne i børnenes påhør.

Det pædagogiske personale har fokus på:

  • fællesskaber, hvor fokus er på at skabe et miljø, hvor det er rart at lære og være, og hvor der er plads til forskelligheder

  • at eleverne først og fremmest skal lære at håndtere personlige og sociale udfordringer, træffe velovervejede valg og engagere sig aktivt og ansvarligt i de fællesskaber, de er en del af

  • relationsdannelse eleverne imellem

  • hver enkelt elevs betydning for klassefællesskabet

  • læringsmiljøer, der skaber mulighed for at fællesskaberne kan opstå og tager de nødvendige hensyn til læring og trivsel

  • potentialer og ressourcer samt kontekstens betydning frem for fokus på individets fejl og mangler

  • faglige såvel som sociale fællesskaber

  • elevernes medværtsskab

  • at eleverne udvikler færdigheder, så de bliver livsduelige og  kan begå sig  i forskellige fællesskaber

  • at gøre forældrene opmærksomme på deres rolle i klassefællesskabet

Hovedgård skoles arbejde med fællesskaber har rod i Salamancaerklæringen( bilag), som har til formål at udvikle elevernes læring og trivsel bedst muligt. 

Dokumenter

Salamancaerklæringen.pdf

Shape Created with Sketch.