Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Udskolingen

Eleverne i udskolingen skal over en periode på tre år igennem en udviklingsproces, der skal klæde dem på til at starte på en ungdomsuddannelse efter eksamen i 9. klasse. Eleverne skal i deres hverdag opleve, at de er i et trygt, positivt og overskueligt skolemiljø, hvor de kan lære, få gode oplevelser og opleve sig som en betydningsfuld del af skolens forpligtende fællesskaber.

På Hovedgård skole arbejder vi med elevernes medværtskab, og det betyder at eleverne skal have og tage en aktiv del i at der er et positivt undervisningsmiljø og byder ind i skolens forpligtende fællesskaber.

Gennem høje faglige krav ønsker vi at gøre eleverne så dygtige som muligt. Fagligt set har vi i udskolingen fokus på arbejdet frem mod elevernes afgangsprøver i 9. klasse. De selvstændige fag og opgaver eleverne præsenteres for vil have relevans for dem i arbejdet frem mod eksamen – i særdeleshed i 8. og 9. klasse.

I samme tråd arbejder vi med en praksisfaglig dimension, som vi søger at brede ud til alle fag. Vores nyrenoverede faglokaler og Makerspace-lokale spiller en vigtig rolle i forhold til innovation, kreativitet og tværfaglighed. 

Som skole arbejder vi målrettet med at gøre eleverne klar til et liv udenfor folkeskolen. Med karrierelæringsbegrebet i fokus hjælper vi eleverne til at træffe de rigtige valg, når det kommer til valg af ungdomsuddannelse. Her er det vigtige ikke, at eleverne vælger en bestemt uddannelse, men den rigtige. Ungdomsuddannelserne og erhvervslivet fylder således en betydelig del af arbejdet og er nære samarbejdspartnere i udskolingen på Hovedgård Skole. 

Fra 7. årgang forventes det at eleverne medbringer egen pc/cromebook. Hvis ikke dette er muligt, kan eleverne låne til brug i skoletiden.

Skolens ledelse følger undervisningen gennem vejledning, tests og efterfølgende læse- og matematikkonferencer, hvor vi drøfter metoder og progression i undervisningen med skolens vejledere. 

I udskolingen lægger vi fortsat vægt på, at eleverne:

  • har tydelige læringsmål, og at de ved, hvor målene skal føre dem hen
  • gennem oplevelser og udnyttelse af egne erfaringer udvikler deres selvværd
  • tilegner sig kundskaber gennem hensigtsmæssige arbejdsmetoder og udtryksformer via individuelt målrettet undervisning
  • møder inspiration og udfordring, som udvikler deres kreativitet og mulighed for at udtrykke sig
  • oplever sig selv som del af et ansvarsbærende og ligeværdigt fællesskab der forpligter
  • gennem stadig udfordring udvikler deres selvstændighed, livsduelighed og samarbejdsevner

Vi ønsker:

  • glade, aktive og sociale elever, der kan begå sig i klassens sociale samspil
  • dagligt at udfordre eleverne intellektuelt og stimulere deres  nysgerrighed og lyst til at lære.
  • at styrke og vise respekt for den enkelte elevs personlige egenskaber.
  • at skabe en tryg og tillidsfuld relation til det enkelte elev.
  • et tæt og gensidigt forældresamarbejde, der tager udgangspunkt i eleven
  • at undervisningen bygger på udviklende  læring, der foregår i en tryg og tillidsfuld atmosfære og i forskellige undervisningsmiljøer.

 

Ud over de fælles traditioner for hele skolen, har vi en række faste traditioner i udskolingen bl.a.:

Ryste sammen tur på 7. årgang

Tur til Berlin for 9. årgang

Translokation for 9. årgang

 

Din rolle som forælder til et barn i udskolingen

I 7.-9. klasse består din rolle som forælder blandt andet i at understrege over for dit barn, at skolegangen ikke kører af sig selv. Det kan være udfordrende i en tid, hvor dit barn måske er skoletræt eller mest optaget af de ting, der foregår uden for skolen med venner, kærester og fritidsinteresser. Det lyder banalt, men husk fortsat at tale med dit barn om skolen. Teenagere har også brug for den daglige samtale om stort og småt i forhold til skolen. En forælder, der viser interesse og lever sig ind i barnets situation, er en solid støtte i disse år. 

Det forventes, at elever og forældre har kendskab til skolens værdier, ordensregler, principper og retningslinjer og navigerer efter dem.

Uddannelsesmuligheder

Her kan I orientere jer om diverse uddannelser m.m. i Horsens Kommune.